Sprøde knasende svær og saftig steg. Det er det man går efter, når man laver flæskesteg. Og det er nemt at lave. Følg bare opskriften her under og du vil få en super dejlig flæskesteg. Den vil være enhver julemiddag værdig og lige den lidt specielle grillet smag, for den skal da grilles 😉
Kvaliteten af kødet spille også ind her. Sørg for at der er godt med fedt på din steg. Det kan altid skæres væk bagefter. Der er store fordele ved at tilberede en flæskesteg på et rotisserie. Man får en super saftig steg og den passer sig selv. Husk endelig at få en bakke under stegen, så du kan lave en lækker sauce 😉
Et lille tip til at lave flæskesteg på grillen er, at hvis sværene er ridset for dybe og ned i kødet, så kan sværene blive helt sorte af kødsaften. De bliver ikke brændte, men pænt ser det ikke ud. Hvis du står med en steg der er ridset for dybt, vil jeg anbefale at lægger stegen på risten (med bakke under risten).
Og så er der det med sværene. Mange klager over at de ikke kan lave sprøde svære. Der findes ufattelig mange råd, men jeg må indrømme, at det altid lykkes for mig, hvis jeg gør som i opskriften. Det er aldrig gået galt.
Sprøde svær
- Rids sværen efter. Skær dem helt igennem (slagteren misser ofte enderne), skær ikke igennem til kødet
- Godt med salt, der lige får lov til at trække et par timer inden, stegen kommer på grillen.
- Giv stegen godt med varme de sidste 20-30 minutter – husk at fjerne bakken under, så der ingen væske er i grillen
Så skulle der gerne være tjek på julestegen 🙂 Vi laver som regel både flæskesteg og and juleaften. Måske lidt frås, men det må man gerne lige netop denne aften 😉 Vi får jo så også flæskesteg på andre tidspunkter af året. Jeg synes det er ufatteligt nemt mad og det det smager rigtig godt med andet tilbehør også. Om sommeren laver vi måske bare en salat til, krydre den lidt anderledes, får det med kartoffelsalat osv. Flæskesteg er altid godt 🙂
Flæskesteg på rotisseriet
3 kg svinekam med svær
salt og peber
8-10 laurbær
Sauce
sky fra flæskestegen
1 svine bouillon terning
1/4 l piskefløde
salt og peber
evt. jævning og kulør
Tilbehør
På billedet er tilbehøret – hvide og brunede kartofler, rødkål og sauce.
Gå sværene igennem. Skær hver enkelt svær helt igennem. Kun i fedtlaget og ikke ned i kødet. Gnid sværene godt med salt og lad det stå på køkkenbordet et par timer. Gnid stegen med peber, stik laurbær ned imellem sværene. Sæt stegen på rotisseriet. Grill stegen i ca. 1,5 timer ved 180 grader over indirekte varme. Du skal nå en kernetemperatur på 50 grader. Husk at sætte en bakke under stegen med ca. 1 liter vand i, hvis du ønsker sauce 🙂 Når du har nået en kerne temperatur på 50 grader, skrues grillen op til 250-300 grader. Dyp bakken fjernes. Grill stegen videre til den når ca. 60-62 grader. Hvis sværene ikke er sprøde, så stop rotisseriet og lad stegen vende opad (altså sværene nedad). Når stegen er færdig (60-62 grader) skal den hvile mens du evt. laver sauce. Den skal hvile i ca. 20 minutter. Lad den sidde på spyddet, så saften ikke løber ud. Dæk den ikke til, da sværene så bliver bløde. Stegen vil stige ca. 5 grader mens den hviler.
Hæld skyen i en gryde, sammen med piskefløden og bouillon. Lad det koge og smag til med salt og peber. Du kan nu lade det koge ind, til det bliver lidt tykt eller jævne det med lidt jævning. Alt efter hvad du er til 🙂 Giv evt. saucen lidt kulør.
Her serveret med hvide kartofler og brunede kartofler, rødkål og sauce.
Tip
Du kan også langtidsstege din flæskesteg. Så skal du give den ca. 3 timer ved 140 grader (kernetemperatur på 50 grader). Og derefter følge opskriften ovenover 🙂
Grillvenner.dk
Lækker steg, klar til at blive rundtosset 😉
Så blev stegen færdig
Lige klar til at skære ud. Hviletiden er altid svær at vente på
Og så perfekt blev den. Saftig og mør – ligesom den skal være.
Seneste kommentarer